Kære alle medlemmer i KFUM’s Tennisklub
Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi i morgen påbegynder byggeriet af KFUM Tennis’ nye hal.
Det har været en lang rejse, anført af vores ukuelige sportschef, Thomas Skouboe, uden hvem projektet aldrig var blevet realiseret.
Vi har det seneste års tid indhentet den nødvendige kapital og hjemhentet de nødvendige tilladelser.
Økonomien er dermed på plads, og vi har tilmed en sund økonomi i selve klubben.
I sidste uge skrev vi under på byggeaftalen med de to entreprenører.
I morgen går nedbrydningsarbejdet i gang, derefter følger gravearbejdet.
Det omfatter anlægning af de to nye grusbaner, beliggende ved siden af de nuværende bane 3 og 4, samt selve halbyggeriet på de nuværende bane 1 og 2.
Vi forventer, at hallen står helt færdig omkring marts 2021. Muligvis kan vi begynde at spille i hallen lidt tidligere, men det er endnu uvist.
Hvad kommer byggeriet til at betyde for grus-sæsonen
Da vi er tæt på afslutningen af udendørssæsonen, vil generne for medlemmerne forbundet med byggeriet forhåbentligt være begrænsede.
Både bygherren og halbestyrelsen vil i hvert fald gøre deres bedste for at minimere dette.
Vi har også grundigt drøftet byggeprojektet med KFUM’s Centralforening, som har godkendt, at byggeriet starter nu.
Forventet byggeforløb i grove træk:
Bane 1, 2, 3 og 4 ophører med at fungere som tennisbaner fra i morgen.
I en længere periode henover vinteren vil bane 3 og 4 være ude af kraft, men er klar igen til spil, når forårssæsonen starter
Bygherren vil så vidt muligt arbejde fra kl. 6 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen.
Ambitionen er at genere både tennis og øvrige sportsgrene så lidt som muligt i anlæggets mest travle timer.
Andre praktiske bemærkninger
Vi har haft stor medlemstilgang i 2020 og har derfor i en periode midlertidigt haft stoppet for nytegning til udendørssæsonen i forventning om, at en tidligere start på byggeriet kunne reducere udbuddet af baner.
Når vi er på plads med byggeriet og de otte grusbaner, åbner vi igen for medlemstilgang.
Vi har også af samme årsag haft reduceret adgang for WannaSport til at kunne tegne baner for ikke-medlemmer.
I næste sæson vil vi fortsat løbende vurdere, om vi skal åbne for det igen og på hvilke konditioner.
Tennishallens bestyrelse vil overvåge byggeriet tæt.
Vi har lovet hinanden at træde sammen med døgns varsel til Skypemøder, hvis der opstår uforudsete problemer.
Hvornår kan jeg booke haltider og efter hvilke kriterier?
Når hallen åbner, vil der være en begrænset periode af indendørssæsonen tilbage.
Vi forventer derfor kun at tilbyde bookning på ad hoc timebasis online, fordi de fleste vil have booket faste baner andre steder.
Senest til december forventer vi at kommunikere konkret omkring:
Hvordan du kan oprette dig og booke enkeltstående indendørsbaner for resten af 2020/2021-indendørssæsonen.
Hvordan du fra efteråret 2021 kan leje baner i den nye hal, herunder priser for både en sæson og enkelttimer.
Kontakt info
Thomas Skouboe, sportschef
thomas@kfum-tennis.dk
2087 7781
Med venlig hilsen
Peter Kjærgaard
Formand for KFUM’s Tennisklub