Edle Nørgaard, 80 år
”Mit pensionistliv skal være tennis og musik”
Indtil Edle fyldte 70 år, havde hun aldrig haft en tennisketsjer i sin hånd. Ansporet af sin familie meldte hun sig til Tennissportens Dag. Siden har hun ikke set sig tilbage. I grussæsonen spiller hun tennis alle ugens dage klokken 10. Om vinteren ’nøjes’ hun med fem gange ugentligt.
”Jeg tog en beslutning: Mit pensionistliv skal være tennis, musik og så alt det andet. Tennis er blevet en livsstil – en del af min identitet. Jeg sætter stor pris på mine tennisvenner og på den imødekommenhed, som præger klubben,” siger Edle.
Sammen med sin mand deltager hun også i klubbens årlige tenniscamp i Sydeuropa, hvor hun uden problemer træner og spiller kamp fire timer om dagen.
Edle har undervist i klaver og sang i over 40 år og gør det stadig. Hun har været musikskoleleder. Derfor var det meget passende, at KFUM-tennisvennerne De 3 Trompetdrenge marcherede ind i haven ved hendes nylige runde fødselsdag til toner af Wagners Tannhäuser.